Markens grøde

IX

Årene går.

Det kom atter en ingeniør med formand og to arbeidskarer til Sellanrå og de skulde atter gå op telegraflinje over fjældet. Som de nu skred frem vilde linjen bli liggende litt ovenfor husene, en ben vei vilde bli hugget i skogen, det skadet ikke, det gjorde stedet mindre øde, verden slap ind og lyste.

Ingeniøren sa: dette stedet blir nu midtpunktet mellem to dalfører, du vil kanske bli tilbydd opsynet med linjen til begge kanter. – Nå, sa Isak. – Du vil få en fem og tyve daler om året. – nå, sa Isak, men hvad har jeg at gjøre for det? – Holde ledningen istand, reparere tråden når den slites av, rydde bort busker som vokser op i linjen. Du får en liten pen maskine på væggen som viser dig når du skal ut. Og da må du kaste alt du har i hænderne og gå.

Isak tænkte på det: Jeg kunde påta mig arbeidet om vinteren, sa han. – Hele året, sa ingeniøren, hele året naturligvis, sommer som vinter. – Isak erklærte: Vår og sommer og høst har jeg jordarbeide og får ikke tid til andet.

Da måtte ingeniøren se på ham en god stund før han gjorde følgende forbausede spørsmål: Kan du tjene mere med det? – Tjene? sa Isak. – Om du tjener mere på jordarbeide de dagene du kunde være på linjeopsyn? – Ja det vet jeg ikke, svarte Isak. Det er nu så at det er jorden jeg er her for. Jeg har mange mennesker og endda flere dyr at holde liv i. Vi lever av jorden. – Jaja, jeg kan by posten til en anden, sa ingeniøren.

Denne trusel syntes sandelig bare at lette Isak og han vilde vel nødig gjøre den høie herre imot, han forklarte sig: det er nu så at jeg har hest og fem kjyr omfremt oksen. Så har jeg tyve sauer og seksten gjeiter. Dyrene de gir os mat og uld og skind, de må ha foder. – Ja det er klart, sa ingeniøren kort. – Jaja. Og nu sier jeg ikke mere end at hvorledes skulde jeg skaffe foder til dem når at jeg måtte bort i onnetider og gå efter telegrafen? – Ingeniøren sa: vi taler slet ikke mere om det. Manden her nedenfor skal få opsynet, Brede Olsen, han tar det nok gjærne. – Ingeniøren vendte sig til sine folk med et par ord: lat os komme videre, gutter!

Nu skjønte vel Oline på tonen at Isak hadde været stiv og urimelig, det måtte kunne komme hende tilgode: Hvad det var du sa, Isak: seksten gjeiter? Det er nu ikke mere end som femten, sa hun. – Isak så på hende. Og Oline så på ham igjen, midt i ansigtet. – Er det ikke seksten gjeiter? spurte han. – Nei, sa hun og så hjælpeløst på de fremmede over hans urimelighet. – Nå, sa Isak sagte. Han fik fat i noget av sit skjæg med tænderne og begyndte at bite i det.

Ingeniøren og hans folk gik.

Hvis det nu hadde været Isak om at gjøre at vise sig misfornøiet til Oline og kanske lemlæste hende så hadde han godt høve, å et himmelsk høve, de var igjen alene i stuen, smågutterne var fulgt efter de fremmede og var blit borte. Isak stod der midt på gulvet og Oline sat ved kokeovnen. Isak kremtet et par ganger for at late forstå at han ikke var langt fra at tale. Han tidde. Det var hans sjælsstyrke. Hadde han ikke rede på sine egne gjeiter som på sine ti fingrer, var konen gal! Skulde nogen bli borte av dyrene i fjøset som han omgikkes personlig og snakket daglig med, gjeiterne som var seksten i tal! Så hadde vel Oline borttusket den ene gjeiten igår da konen på Breidablik var her og så sig om. Hm! sa Isak og var på yterste nippet til at si mere. Hvad hadde Oline gjort? Det var kanske ikke likefrem mord, men det var ikke langt unda. Han kunde tale i dødelig alvor om den sekstende gjeiten.

I al evighet kunde ikke Isak stå der på gulvet og tie. Han sa: Hm. Nå, det er ikke mere end som femten gjeiter nu? – Nei, svarte Oline mildt. Ja du kan nu selv tælle dem, jeg får det ikke til mere end som femten.

Nu, i dette øieblik kunde han gjøre det: strække ut hænderne og forandre Oline betydelig av figur bare med et godt grep. Det kunde han. Han gjorde det ikke, men han uttalte kjækt idet han gik til døren: Jeg sier ikke mere just nu! Dermed gik han ut som om det næste gang ikke skulde mangle på ordentlige ord fra hans side.

Eleseus! ropte han.

Hvor var Eleseus, hvor var begge børnene blit av? Farn hadde et spørsmål til dem, de var store gutter nu, de hadde øinene med sig. Han fandt dem under løegulvet, de var krøpet inderst ind og var usynlige, de forrådte sig ved en ængstelig hvisken. Så kom de frem som to syndere.

Saken var at Eleseus hadde fundet en stub farveblyant efter ingeniøren og da han vilde løpe efter med den var de skrævende voksne karer alt et godt stykke oppe i skogen, Eleseus stanset. Den tanke opstod i ham at han kanske kunde beholde blyanten – tænk, om han kunde det! Han fik med sig lille Sivert så han ikke skulde være rent alene mand om det og de krøp begge to ind under løegulvet med byttet. Å den blyantstubben – en mærkelighet i deres liv, et under! De fandt spåner og skrev dem ut med tegn, og blyanten viste rødt med den ene enden og blåt med den andre; gutterne skiftet til at bruke den. Da farn kaldte så nødvendig og høit hvisket Eleseus: de fremmede er vel kommet tilbake efter blyanten! Glæden var borte med ett, blev sopt ut av deres sind, og deres små hjærter begyndte at slå og regjere hårdt. Brødrene krøp frem; Eleseus holdt blyanten frem i armlængde ut imot farn at her var den og de hadde ikke gjort den istykker, men gid de aldrig hadde set den for sine øine. —

De så ingen ingeniør. Deres hjærter stilnet igjen, de følte en guds lykke i sig efter spændingen.

Det var en kone her igår, sa farn. – Ja? – Konen her nedenfor. Så dokker da hun gik igjen? – ja? – Hadde hun en gjeit med sig? – Nei, sa smågutterne. En gjeit? – Hadde hun ikke en gjeit med sig da hun gik hjem igjen? – Nei. Hvad for en gjeit?

Isak grundet og grundet. Om kvælden da buskapen kom hjem fra marken talte han gjeiterne først en gang: det var seksten. Han talte dem engang til, talte dem fem ganger – det var seksten gjeiter. Ingen var borte.

Isak pustet lettet. Hvorledes var dette at forstå? Oline, kreaturet, hadde vel ikke kunnet tælle til seksten. Han sa til hende i en ærgerlig tone: Hvad du farer og våser med, det er jo seksten gjeiter? – Er det seksten gjeiter? spurte hun uskyldig. – Ja. – Nå. Jaja. – Jo du er så meget til regnemester at. – Oline svarte hertil stille og forurettet: Når at alle gjeiterne er her så har gudskelov ikke ho Oline ætt op nogen av dem. Det er jeg glad for på hendes vegne!

Hun forvildet ham med dette puss og fik ham til at slå sig til ro. Han talte ikke buskapen mere, det faldt ham således ikke ind at tælle sauerne. Naturligvis var ikke Oline så værst, hun holdt et slags hus for ham og stelte hans dyr, hun var bare så dum at hun skadet sig selv og ikke ham. Lat hende gå der og leve, hun var ikke mere værdt. Men det var gråt og glædesløst at være Isak i et slikt liv.

Årene var gåt. Nu var det grodd græs på stuetaket, ja endog løetaket som var flere år yngre stod grønt. Skogens indfødte markmusen var for længe siden kommet i skjåen. Det svirret av meiser og anden småfugl på nybygget, her var orre opi lien, ja her var kommet skjur og kråke. Men det forunderligste skete siste sommer at det kom måse op fra kysten, kom mange mil op fra kysten og satte sig på dette jorde i ødemarken. Så kjendt var nybygget blit blandt al skapningen! Og hvad tror vi at Eleseus og lille Sivert fik for tanker da de så måserne? Å det var fremmede fugler yterst langt ifra, det var ikke mange av dem, men det var seks stykker, hvite, akkurat ens, de gik tilfots på marken fra og til, stundom bet de i græsset. – Far, hvad er de kommet hit for? spurte smågutterne. – Fordi de venter uveir i havet, svarte farn. – Å det var dunkelt og rart med de måserne!

Og megen anden nyttig og god lærdom gav Isak sine børn. De var så gamle nu at de skulde ha været på skole, men skolen lå mange mil ned i bygden og var ikke at nå. Isak hadde selv lært gutterne abc om søndagene, men for nogen slags høiere undervisning lå heller ikke han, lå heller ikke denne fødte jordbryter nei; Katekisme og Bibelhistorie hvilte derfor rolig på hylden hos gjeitosten. Isak måtte mene at boklig uvidenhet var til en viss grad mennesket en kraft, slik lot han børnene vokse op. De var begge to hans glæde og velsignelse, Isak måtte ofte mindes da de var små og deres mor hadde nægtet ham at løfte dem fordi han hadde kvae på hænderne. Ho, kvae, det reneste i livet! Tjære og gjeitmælk og for eksempel marv – sundt og fortræffelig det også; men kvae, furukvae – ti stille!

Ja der gik da børnene i et paradis av skitt og vankundighet; men de var pene børn når de en sjælden gang fik vasket sig, og lille Sivert han var likefrem en kjærnekar, men Eleseus han var finere og dypere. – Ja men hvorledes kan måserne vite at det blir uveir? spurte han. – De er veirsyke, sa farn. Men desforuten så er det ingen mere veirsyk end fluen, sa han, hvorledes det nu kan ha sig med hende, om at hun får gigt eller blir svimmel eller ikke. Men slå aldrig efter fluen, for så blir hun bare værre, sa han. Husk på det, gutter! Klæggen han er av et andet slag, han dør selv. Bedst som det er så kommer klæggen en dag om sommeren og bedst som det er så er han like så snoft borte igjen. – Hvor blir han av? spurte Eleseus. – Hvor han blir av? Fettet størkner i han så han blir liggende!

Hver dag fremover mere lærdom: når de hoppet ned fra høie stener skulde de holde tungen godt ind i munden og ikke få den mellem tænderne. Når de blev større og skulde ha god lugt på sig til kirke skulde de gnide sig med litt reinfant som vokste opi lien. Farn var fuld av visdom. Han lærte børnene om stener og om flint, at den hvite stenen var hårdere end som den grå; men da han fandt flint måtte han også finde en kote som han kokte i lut og gjorde knusk av. Så slog han ild til dem. Han lærte dem om månen at når de kunde gripe ind i den med venstre hånd så var den voksende, og når de kunde gripe ind i den med høire hånd så var den fældende – husk på det, gutter! En sjælden gang drev Isak det for vidt og blev sælsom: engang kom han med en uttalelse som gik ut på at det var vanskeligere for en kamel at komme i himlen end for et menneske at træ i et nåløie. En anden gang da han underviste om englenes glans sa han at de hadde spikret stjærner under skohælene i stedet for hæljærn. God og trohjærtig lære som høvde til nybygget, skolelæreren nede i bygden vilde smile av den, Isaks børn næret passe stærkt sit drømmeliv med den. De blev oplært og tildannet for deres egen snævre verden, hvad kunde være bedre? Om høsten i slagtingen var gutterne meget nysgjærrige og meget rædde og tunge av sind for dyrene som skulde dø. Der måtte nu Isak holde med en hånd og stikke med den andre, og Oline hun rørte i blodet. Gammelbukken blev leidd frem, vis og skjægget, smågutterne stod på hjørnet og kikket. – det er en svinagtig kold vind iår, sa Eleseus og snudde sig bort og tørket øinene. Lille Sivert han gråt mere ugenert og kunde ikke bare sig, men ropte: Nei stakkars gammelbukken! Da bukken var stukket kom Isak frem til sine små og gav dem følgende lære: Dokker skal aldrig stå og si stakkars og ynke et slagtoffer. For så blir det bare seiglivet. Husk på det!

Slik var årene gåt, og nu begyndte det at bli vår engang til.

Inger hadde skrevet igjen at hun hadde det bra og lærte meget i anstalten. Hendes lille pike var stor og hette Leopoldine efter den dag hun var født, den 15de november. Hun kunde alle ting og hadde geni for hækling og søm, ja det var utmærket pent, det være sig på tøi eller stramei.

Det mærkelige ved dette siste brev var at Inger selv hadde bokstaveret og skrevet det. Isak var ikke likere kar, han måtte få brevet læst hos handelsmanden nede i bygden; men da han hadde fåt det ind i sit hode sat det også der, han kom hjem og kunde det utenad.

Nu satte han sig med stor høitidelighet ved bordenden, bredte brevet ut og læste det for smågutterne. Oline kunde også gjærne se at han læste flytende skrift, men ellers henvendte han ikke et ord til hende. Da han var færdig sa han: der kan dokker høre, Eleseus og Sivert, det er mor dokkers som selv har skrevet dette brev og har lært så meget av alt slag. Og den ørpitterlille søster dokkers hun kan mere end som vi allesammen. Husk på det! – Børnene sat og undret sig stille. – Ja det er gromt! sa Oline.

Hvad mente hun? Drog hun Ingers sandfærdighet i tvil? Eller hadde hun mistanke til Isaks læsning? Det var ikke godt at utgrunde Olines sande mening når hun sat med sit sagtmodige ansigt og sa tvetydigheter. Isak besluttet ikke at ænse hende.

Og når at nu mor dokkers kommer hjem så skal dokker også lære at skrive, sa han til smågutterne.

Oline flyttet på nogen klær som hang til tørk ved ovnen, flyttet på en gryte, flyttet på klærne igjen og gav sig i det hele tat noget at gjøre. Hun tænkte hele tiden. – Når at det blir så gromt her i skogen så kunde du ha kjøpt med dig en mark kaffe til huset, sa hun til Isak. – _Kaffe? sa Isak. Det undslap ham. – Oline svarte rolig tilbake: Til denne tid har jeg kjøpt ørlite av min egen middel, men.

Kaffe som var en drøm og et æventyr for Isak, en regnbue! Oline apet naturligvis, han blev ikke sindt på hende; men endelig kom den sentænkte mand til at huske på Olines tuskhandel med lapperne og han sa arg: Ja jeg skal kjøpe kaffe til dig! Var det en mark du nævnte? Du skulde ha nævnt et pund. Det skal såvisst ikke mankere! – Du gjør ikke at ape, Isak. Han nils bror min har kaffe, her nede hos han Brede på Breidablik har de kaffe. – Ja for de har ikke mælk, eier ikke mælk. – Hvad det nu kan være med det. Men du som vet så meget og kan læse skrift net akkurat som en simle hun rænder – du vet vel at kaffe det er det i hvermands hus. – Kreatur! sa Isak.

Da satte Oline sig ned på krakken og vilde ingenlunde tie: og hvad som angår ho Inger, sa hun – dersom at jeg tør nævne så stort et ord. – Du kan si just det du vil. Jeg estimerer dig ikke. – Hun kommer hjem og har lært alt. Så har hun vel perler og fjær på hatten? – Ja det har hun vel. – Jaja, sa Oline, hun kan nu takke mig ørlite for al den storheten hun er kommen til. – _Dig?_ spurte Isak. Det undslap ham. – Oline svarte ydmyg: Eftersom at jeg var et ringe redskap til at få hende bort.

Det kunde ikke Isak si noget til, alle hans ord stoppet op, han sat og stirret. Hørte han ret? Oline så ut som om hun ikke hadde sagt nogen ting. Nei i en ordstrid blev Isak borte.

Han drev ut og var mørk i hu. Oline, dette dyr som næret sig av ondskap og blev fet – å det var vel galt av ham at han ikke hadde slåt hende ihjæl alt det første året! Tænkte han og brisket sig for sig selv. Det skulde han ha været kar for, tænkte han videre. Kar – han? Ingen kunde være frygteligere.

Og nu følger et løierlig optrin: han går i fjøset og tæller gjeiterne. De står der med sine kid og er fuldtallige. Han tæller kjyrene, grisen, fjorten høner, to kalver. Der har jeg nær glemt sauerne! sier han høit til sig selv, han tæller sauerne og han later som om han er spændt på om de er der alle. Isak vet meget godt at en sau er borte, han har visst det længe, hvorfor da spille fremmed for det? Saken er: Oline hadde jo i sin tid forvildet ham og løiet ifra sig en gjeit skjønt alle gjeiterne var tilstede, han hadde tat svært på vei dengang, men hadde ikke hat noget igjen for det. Han hadde aldrig noget igjen for at kjækle med Oline. Da han skulde slagte i høst blev han straks var at en lamsau manglet, men han hadde ikke mands mot og hjærte til at fordre regnskap for den med det samme. Han fik det heller ikke senere.

Men idag er han morsk, er Isak morsk, Oline har gjort ham gal. Han tæller sauerne op igjen, sætter pekefingeren på hver sau og tæller høit – Oline kan gjærne høre det hvis hun står utenfor. Og han sier med høi røst mange usle ting om Oline: at hun bruker en fuldstændig ny måte at fodre sau på således at en blir snoft borte, en lamsau; hun er en yderliggående tyvemær, forstod hun det! Å Oline kunde gjærne stå utenfor og få sig en ordentlig rædsel i livet!

Han skræver ut fra fjøset, går i stalden og tæller hesten, derfra agter han sig ind – agter han sig ind i sit hus og uttale sig. Han går så fort at buserullen står som en ophidset buserul ut fra hans ryg. Men Oline hun har kanske mærket et og andet fra glasvinduet, hun kommer sagte og sikker ut på dørhellen, hun har kjørler i hænderne og skal i fjøset.

Hvor har du gjort av lamsauen med de flate ørene? spør han. – Lamsauen? spør hun. – Og hadde hun været her så hadde hun hat to lam nu, hvor har du gjort av dem? Hun hadde altid to lam. På den måten har du hat bort fra mig tre sauliv, forstår du det!

Oline er aldeles overvældet, aldeles tilintetgjort av beskyldningen, hun vagger med hodet og benene synes at smelte under hende, så hun kanske er nødt til at falde og slå sig. Hendes hode politiserer hele tiden, hendes snarrådighet har altid gagnet hende, altid bragt hende bytte, den måtte ikke svigte hende nu heller.

Jeg stjæler gjeit og jeg stjæler sau, sier hun stille. Jeg undres på hvad jeg gjør med dem? Jeg æter dem op. – Ja sjøl vet du hvad du gjør. – Nå. Så skulde jeg ikke ha evig nok mat og suvel her i dit brød, Isak, jeg skulde være nødt til at stjæle atåt? Men det skal jeg si på din bak at det har jeg ikke hat fornøden i alle disse år. – Ja hvor har du da gjort av sauen? Har han Os-Anders fåt hende? – Han Os-Anders! Oline må bent sætte ned kjørlerne og lægge hænderne sammen: dersom at jeg var så fri for synd! Hvad det er for en sau med lam du snakker om? Er det den ene gjeiten som har flate ører? – Kreatur! sier Isak og vil gå. – Er du ikke et mirakels, Isak! Her har du fuldt op av alt slag og en himlens stjærnehær av dyr i fjøset, men du har ikke nok! Kan jeg vite hvad for en sau og hvad for to lam du kræver mig for? Du skulde takke Gud for hans miskundhet i tusen ledd. Nu er det bare denne sommeren og et stykke ut på vinteren så lammer sauerne igjen og du får tre ganger så mange som du nu har!

Å den Oline!

Isak gik bort murrende som en bjørn. For en tosk jeg var som ikke tynte hende den første dag! Tænkte han og injurierte kraftig sig selv; for en idiot, for en hestskit jeg var! Men det er ikke forsent endda, bare vent, lat hende gå i fjøset! Det er ikke rådelig at gjøre noget med hende i kvæld, men imorgen så er det rådelig. Tre sauliv borte! Kaffe! sa hun.

X

Dagen efter skulde bringe en meget stor oplevelse: det kom fremmede til nybygget, Geissler kom. Det var ikke sommer på myrene endda, men Geissler så ikke på føret, han kom tilfots, i rike skaftstøvler med bred lakeret krave; gule hansker hadde han på og var fin; en mand fra bygden bar hans tøi.

Han kom nu egentlig for at kjøpe en fjældstrækning av Isak, en kobbermine, og hvad pris skulde de sætte den i? Men forresten så kunde han hilse fra Inger – flink kone, avholdt; han kom fra Trondhjem og hadde talt med hende. Isak, du har arbeidet meget her! – Åja. Så dokker har talt med ho Inger? – Hvad er det derborte? Du har sat op kværn, du maler dit eget mel? Utmærket. Og du har brutt meget jord siden jeg var her. – Og det stod så bra til? – Ja det står godt til. Nå med din kone? Jo nu skal du høre! Lat os gå ind i kammerset. – Nei – Der er ikke så flidd! sier Oline av flere grunde avværgende.

De gik ind i kammerset og lukket døren, Oline stod igjen i stuen og fik intet høre.

Lensmand Geissler satte sig, klasket sig en kraftig gang på knærne og sat inde med Isaks skjæbne. Du har vel ikke solgt det kobberfjældet dit? spurte han. – Nei. – Godt. Jeg kjøper det. Jo jeg har talt med Inger og flere end hende. Hun blir visst fri med det første, det er hos kongen nu. – Hos kongen! – Hos kongen. Jeg gik til din kone, ingen vanskelighet for mig at slippe ind naturligvis, vi talte sammen en lang stund: nå, Inger, det går jo godt, rigtig godt? – Ja det er ikke at klage. – Længes du hjem? – Ja jeg kan ikke si andet. – Du skal snart komme hjem, sa jeg. Og det kan jeg fortælle dig, Isak, hun er en flink kone, ingen tårer, tværtimot, hun både smilte og lo – munden hendes er forresten opereret og gjensydd. Adjø, sa jeg til hende, du skal ikke bli længe her nu, du har mit ord!

Jeg gik til direktøren, det skulde jo bare mangle at han ikke vilde ha tat imot mig. De har en kone her som bør ut og hjem igjen, sa jeg, Inger Sellanrå. – Inger? sa han, ja hun er et bra menneske, jeg var tilfreds vi kunde ha hende i tyve år til, sa han. – Det blir det ikke noget av med, sa jeg, hun har været her forlænge alt. – Forlænge? sa han, kjender de saken? – Jeg kjender saken tilbunds, jeg var hendes lensmand. – Værsågod sit! sa han da – det skulde også mangle! – Jo vi steller så godt vi kan med Inger, sa direktøren, og med hendes lille pike, sa han. Så, konen er fra deres kanter? Vi har hjulpet hende til at få sin egen symaskine, hun er blit mestersvend på værkstedet og vi har lært hende op i adskillig, hun har lært ordentlig væving, ordentlig husflid, farving, tilskjæring. Har hun været forlænge her, sier de? – Jeg visste nok hvad jeg skulde svare, men jeg vilde vente med det, jeg sa bare: Ja hendes sak er ilde behandlet, den må takes op igjen; nu efter revisionen av straffeloven vilde hun kanske ha blit helt frikjendt. Hun fik en hare sendt da hun gik med barnet. – En hare? spurte direktøren. – En hare, sa jeg. Og barnet blev haremyndt. – Direktøren smilte og sa: Nå således. Det er altså efter deres mening ikke tat nok hensyn til dette moment? – Nei, sa jeg, dette moment er slet ikke nævnt. – Nå det er vel heller ikke så farlig? – Det blev farlig nok for hende. – Tror de at en hare kan gjøre undergjærninger? spurte han. – Jeg svarte: Hvorvidt en hare kan gjøre undergjærninger eller ikke vil jeg ikke underholde mig med hr. Direktøren om. Spørsmålet er hvad synet av haren under de omstændigheter kan ha hat for virkning på en haremyndt kone, på ofret. – Det tænkte han en stund på: Jaja, sa han, men her på anstalten har vi jo bare med at motta de domfældte, vi reviderer ikke dommen. Efter dommen har ikke Inger været her forlænge.